Hvordan kan man undskylde for en lang tørkeperiode? I don’t know. Det kan ikke engang forklares. Jeg startede en blog for at skrive, for at have noget at lave og fordi jeg regnede med at mit liv ville være så fantastisk spændende at inspirationen ville eksplodere i mig hver dag og guldkorn efter guldkorn ville dække siderne – folk ville følge min blog, søge min vejledning og jeg ville være awesome. Yes. Og selvom jeg har haft øjeblikke hvor jeg tænkte ’det her er et godt blog-moment’ eller ’det her må jeg hjem og skrive om’ samt at jeg har taget en masse billeder med mit lorte iphone cam – tjaah.. Så har det bare været lidt uoverskueligt. Men nok undskyldning – og bortforklaringer.
En mand hævdede engang at vi alle er fragmenter af støv der flyver imellem hinanden. Vi bevæger os altid, intet er forudsigeligt og intet betyder i virkeligheden noget. Det er et befriende og skræmmende lissyn. Befriende fordi, hvis intet betyder noget – så er alle muligheder jo åbne og konsekvenserne af det vi gør betyder i virkeligheden ingenting. For intet betyder noget. Og det er der det skræmmende starter – for det er svært at forstille sig at intet betyder noget virkeligt. Ens kærlighed til ens familie, ens liv. Det gør livet lidt meningsløst. Og det for mig til at tænke
- - Er livet meningsløst? Og er det en sund indstilling til livet at tro det? Of hvad pokker er meningen med det hele.. hvis det hele er meningsløst? >.<
Bogtip! – Læs The Hunger Games af Suzanne Collins. AWESOME bøger (der er 3) der handler om en sci-fi fremtidig verden i et dystopisk samfund. Så fantastisk. De findes også på dansk – google dem.
lovely blog, genuine feeling.
SvarSletWell, as a foreigner, communicating to Danes, real communication, seems always to be a bit challenge, be it for culture difference, unprecise language expression, or lack of interest. I gotta let something out out of chest, thank god we have created internet and blog where vulnerable youngsters or cynical oldie can cast their romantic affection or complaining.
I always wonder, since I came here, what do ppl do in this ever-lasting gloomy weather. Surely, it brew some melancholic personality.Drinking is one of the quick but temp cure. I thought under the darkness and coldness,ppl tend to keep close to each other to share the light and warmth,appreciate the few moments together. Quite counterintuitive, ppl are reserved and unemotional to each other, with decent social courtesy and distance though. I find it an intriguing case and annoying frustrating reality.
Maybe it is the hope for the promise of future that keep me still highly sensitive and responsive to life and ready to romanticsm. Holding on to internal peace and passion really takes courage.