Jeg hader virkeligt forsmåede mennesker. Intet mere, intet
mindre. Jeg hader folk der ALTID føler, at de har tabt i livets lotteri, og at
alle har taget det sidste stykke kage for næsen af dem. Det er damen på toget
med den lidt for smarte frisure, der skriger ”TRYING TO HARD”, der absolut skal
tage den plads, hvor man lige har smækket fødderne op, på trods af mængden af
ledige sæder – og så derefter demonstrativt børster sædet af med hidsige
bevægelser og et fnys.
Hvad er det med mennesker, der bare elsker at være
utilfredse? For man kan bare se på dem, at de går igennem livet med sure miner
– deres ansigt har adopteret udtrykket, og de bærer en konstant sammensnerpet
mund, som ligner en skilpaderøv. Et ansigt der fortæller historien om et
ophøjet menneske, der har fast stamhotel på Rhodos, aldrig misser sin tid hos
byens lokale modefrisør og KUN handler i den lokale husmor-modeforretninger.
Det er dem som stamper utoldmodigt med foden, når man er for
længe om at få pungen op af lommen i køen i Brugsen, dem som råber ”MAN MÅ IKKE
CYKLE I HOVEDGADEN” og dem som altid skal være på tværs, når beslutninger skal
tages. De ved jo bedst.
Jeg skal bestemt ikke blive irettesat af et menneske, der
ligner en gammel lædertaske i ansigtet. Gu’ fanden om jeg gider at give dig NOGEN
form for ret over mig – du har lige så meget magt som alle andre. Så tro ikke
du kan rende igennem dit (tilbageværende) liv som forstædernes politimand – dig
og din skilpaderøv-mund.
- Soffy
